fbpx

Sensommerens Søde Sylt

Sylt

Hyben, Havtorn, Rønnebær & Aronia

Så kom efteråret alligevel snigende, og vi fejrer september med et lille sylt eller kom-naturen på glas-tema.

Alene  ordet sylt bringer straks mine tanker tilbage til min farmors store emaljegryder, hvor der blev syltet alt fra asier, rødbeder, agurker, pærer og meget mere. Og alle de mange glas som sirligt blev opbevaret i forrådskammeret sammen med flasker, fyldt med de skønne safter fra sensommerens bær og frugter.

Men hvorfor er det så egentlig, at vi idag bruger tid og kræfter på selv at samle og konservere, når noget der ligner står på hylderne i de fleste velassorterede supermarkeder....? Nostalgi, være med på den efterhånden ikke så nye nordiske trend, økofanatisme, længsel efter autensitet i smag og duft...? Måske, men vi gør det først og fremmest, fordi det er sjovt og fasinerende at skabe skønne drikke og dejlig mad ud af den lokale naturs gaver.

Jeg elsker tanken om, at naturen lige nu bugner med superfood, som vi alle med lethed kan trylle om til lækre søde, sure eller krydrede himmelrigs mundfulde, der gør det meget nemmere at komme helskindet gennem den mørke årstid.

I år har vi endnu ikke mødt så mange brombær eller slåen, men til gengæld har vi haft særlig held med Hyben, Havtorn, Rønnebær og Aronia.

Sylt løs af sensommerens overflod!

 

Himmelsk Hyben Sylt

Efter en sensommertur til stranden, et havdyp i de kolde bølger og en Hybenhøst, er det tid til en helt særlig mindfullness øvelse.  Sæt tiden i stå, sæt dig i de sidste solstråler og rens din høst.

Indrømmet, det er noget bøvl, og det tager lang tid. Til gengæld smager de himmelsk. Et godt fif er at gå efter de hyben, som er faste i kødet og ikke alt for modne. Hvis ikke du orker at ordne dem alle, kan du opbevare den i fryseren og lave mindre portioner hen over vinteren.

Så let er det

Vi brugte 500 g hyben, 150 g sukker og 2,5 dl vand, samt en stang vanilje og en citron, begge økologiske.

Kog en lage af sukker, vand, samt saft og revet skal af en øko-citron.
Tilsæt korn og stang fra en flækket fed vanilje stang og kog de rengjorte hyben møre i lagen.
Vi skyller de skoldede glas med en sjat whisky (istedet for atamon).
Hæld hyben på glas, mens du lader lagen koge ind til en tyk sirup.
Hæld lagen over dine hyben og lad glassene køle af,inden du stiller dem på køl.
Mums!

GuldSaft af Havtorn

Ved Hyben er udfordringen at rengøre dem, ved Havtorn er det at plukke dem. De lange, spidse torne gør det til en langsommelig affære. Men det er omhuen værd. Ikke blot fordi et lille havtorn indeholder lige så meget C-vitamin som en hel appelsin, men simpelthen fordi de smager fortræffeligt.

Havtornebusken kan blive både høj og omfangsrig, og såfremt man uden at ødelægge buskens struktur kan klippe nogle af de bærfyldte grene af, er det den klart nemmeste måde at få høsten med hjem. Smid grenene i fryseren et par døgn, hvorefter det går lidt lettere at få de små vitaminbomber gjort fri.

Havtorn kan anvendes på mange måder. De kan tørres efter et kort opkog, hvor skallen sprænges, og anvendes som syrligt krydderi. Vi lavede gele og saft, som smager helt fantastisk!

Her får du opskriften på vores GuldSaft

Vi brugte 500 g havtorn, 400 g sukker og 6 dl vand, der småkogte i ca. 45 minutter.

Derefter blev bærene mast i gryden med en kartoffelmoser, og siet gennem et viskestykke. Lad endelig mosen ligge og dryppe godt af i et par timer, så alle de skønner dråber kommer med igennem sien. Der kom knap en liter ud af processen, men til drikkeklar saft bør det fortyndes i forholdet 1:5. Saften kommer på skoldede, wiskyrengjorte flasker og opbevares på køl.

Rønnebær gelé med æbler

Rønnnebær og æbler giver den smukkeste ravfarvede gelé og er et sikkert hit hvert år i vores køkken. Der findes flere forskellige rønnearter i Danmark, men den mest anvendelige er heldigvis også den mest almindelige, og ja, den hedder såmænd Almindelig røn. Det er ikke kun ræven, der synes at rønnebær er sure, for det er de, dog bliver de lidt mildere i smagen efter en gang frost. Da bærrene iøvrigt indeholder parasorbinsyre, skal de før indtag altid koges. Rønnebær bruges ofte til kryddersnaps, men som nævnt er geleen i høj kurs hos os, så de kom i gryden sammen med halvmodne æbler fra haven. Udover at æbler og rønnebær klæder hinanden smagsmæssigt, indeholder de ikke helt modne æbler lige under skrællen den nødvendige pektin, der giver geleen sin konsistens.

Vores opskrift

Vi brugte 500 g rønnebær, 250 g uskrællede æbler (uden blomst og stilk), 5 dl vand, 300 g syltesukker og lidt mynte fra haven.

Vand, bær, æbler og mynte koges ved svag varme i ca. 30 minutter, skum af undervejs, hvorefter det hældes i en saftpose eller et dørslag foret med et viskestykke. Her er det vigtigt at lade saften trænge igennem uden at pressen massen, det passer fint med at lade siprocessen foregå i køleskabet natten over.

Saften koges op sammen med sukkeret. Her skal der skummes grundigt, mens det koges godt igennem i ca. 10 minutter. Herefter køles det massen af og kommes på de rene glas. Vores udgave var perfekt i første omgang, men lav evt. Geletesten (lidt gele på en kold tallerken skal holde formen), og tilsæt en spiseske citronsaft, hvis der mangler fasthed i konsistensen.

Aronia

Aronia indgår som del af den kommunale kantbeplantning her i kommunen, iøvrigt ofte sammen med rønnetræer, så vi har rigeligt af dette superfood lige udenfor døren. Aronia er propfyldt med antioxidanter. Det bedste er at koldpresse bærene til saft med en æblepresse. Sådan en har vi desvære ikke, så vi koger saft og marmelade istedet. Aronia mister nogle af sine gode egenskaber ved opvarmning. Men det er stadig et super sundt bær.

Aroniasaft til Vinter Toddy

Vi brugte 1 kg rengjorte aroniabær, et par uskrællede æbler, 6 kardemommekapsler, 3 nelliker, 1½ liter vand og ca. 1,5 dl flydende lynghonning. (Honning giver en rund, blød smag, så ønskes mere skarphed kan der fint bruges rørsukker istedet)

Det hele, bortset fra honning (eller sukker), koges godt igennem under låg i ca. en halv time, hvorefter saften sies fra gennem en almindelig sigtesi.

Smag saften til med honning (eller sukker), inden den hældes på skoldede og whiskyskyllede flasker. Du kan også hælde saften i en frysepose og opbevare den i fryseren, til vinteren sætter ind.

Saften smager dejligt kold, men for en Varmende Vinter Toddy tilsættes friskrevet ingefær, citronsaft og evt. en dråbe kanel olie under opvarmning, før drikken indtages.

Skovbær sylt med Aronia

Her brugte vi 500 gram bær (f.eks. 1/3 blåbær, brombær og aronia), saften fra en citron, 6 kapsler stødt kardemomme, 1 vanilje stang (korn og stang), 200 rørsukker og 2 spsk chiafrø

Kog det hele igennem ca. 20 minutter og hæld på skoldede og whiskyskyllede glas. Afkøles før låg kommes på.
Du kan selvfølgelig også bruge ren Aronia, men trioen med blåbær og brombær er super god.

Lyst til flere lækre opskrifter?

Efterår er også tid til Saftig Kage Med Grøntsager Og Varme Krydderier

 

Mere Inspiration Fra Det Vilde Køkken

Sylt løs af sensommerens herligheder. Der er mere inspiration at hente i vores tema om FORÅR og SVAMPE 

2 Comments

  1. […] Henover efteråret leger vi med forskellige temaer fra Det Vilde Køkken. Læs bl.a. om  Vilde Superbær i Temaet SYLT […]

  2. […] mere inspiration fra Vores Vilde Køkken – læs vores tema om SEMSOMMER SYLT og […]

Comments are closed.

Scroll to top